Er du allerede nu nysgerrig på hvem der kommer til Stjerner i Natten? Læs med her!
Som altid har vi hos Stjerner i Natten glæde af at introducere en masse spændende navne i vores program - og i år er ingen undtagelse! Vi vil gerne introducere et par - eller tre - herunder:
Vicky Knudsen
Vi har for eksempel slået pjalterne sammen med Vicky Knudsen., for vi vil så gerne vide hvorfor nogle dyr er brune, nogle er røde og nogle prikkede eller stribede. Der findes nærmest ingen bedre til at forklare dette end Vicky, så derfor er det os en STOR ære at have hende med i vores program.
Vicky er biolog, ornitolog, naturvejleder og foredragsholder.Hun blev i 2017 kåret som Danmarks bedste naturformidler, og har medvirket i flere tv- og radioprogrammer om dyr og natur.
Er du lidt nysgerrig og har et spørgsmål til Vicky? Så husk at række hånden op og spørge hende, for hun vil med garanti gerne være med til at gøre jer klogere! Og husk: Intet spørgsmål indenfor natur- og dyreliv er for nørdet til Vicky!
Vicky vil være at finde på terrassen på østsiden af Lærkereden.
CPH Dans og Dansescenen
Sidste år blev vi som bekendt skyllet lidt væk og vores nyeste tiltag "Dansescenen" kom derfor aldrig rigtig op og køre, da vi i sidste øjeblik måtte ændre planerne og lade Lærkereden agere Dansescene - det fungerede og vi fik heldigvis stadig set vores seje optrædende, men vi vil ikke lyve - det var ikke helt optimalt og derfor håber vi i år at vejrguderne er med os og sender masser af godt vejr, så vi RIGTIG kan få introduceret Dansescenen!
Som den skarpe følger på Facebook muligvis har noteret sig, så har vi derfor også løftet sløret for at ingen ringere end CPH Dans og deres seje dansere - som oven i købet skal deltage i mesterskaber dagen efter Stjerner i Natten - kommer forbi og giver en flot opvisning. Vi glæder os og vi håber at I vil tage godt imod dem alle.
Men heldigvis, får vi også besøg af en masse unge artister fra kommunens klubber og fritidstilbud på Dansescenen og vi glæder os til at fortælle tidspunkter, navne og hvad de optræder med, når programmet frigives.
Dansescenen vil være at finde på Gruset.
Den Blå Planet
Endnu en gang får vi besøg af en af Tårnby Kommunes helt store blå stjerner, nemlig ingen ringere end Den Blå Planet!
Den Blå Planet har tidligere været på besøg, men det gør dem ikke mindre relevante eller interessante. Tværtimod!
I år skal vi med dem på tur forbi den tiarmede blæksprutte og dens seje features. Der vil være mulighed for at lave fingeraftryk med dens blæk på visitkort, at se hvordan en blæksprutte ser ud indeni, for man kan nemlig - under kyndig vejledning fra Den Blå Planets seje personale - få lov til at føre redskaberne, når de dissekerer blæksprutter.
Hvis det ikke helt er dig at lave fingeraftryk og kigge på blæksprutter, så kan du altså også få lov til at farvelægge din helt egen blæksprutte-sprælledukke - prøv lige at sige dét tre gange i streg - så der er altså rigelige årsager til at kigge forbi Den Blå Planet, når de gæster os igen. Måske kan du også få svar på andre spørgsmål til dyrelivet i vandet? Tøv ikke med at spørge!
Den Blå Planet vil være at finde overfor Tårnby Naturskole.
Hvornår sker det så at man kan få flere navne præsenteret?
Jo, det sker HVER mandag frem til uge 20 på vores Facebookside eller ved at følge med i vores nyheder her på siden.Derudover frigiver vi det fulde program inklusive beskrivelser her på siden
den 31. april 2026
Vi glæder os til at dele flere nyheder med jer!