Har du ventet i spænding på at høre hvem der deltager og hvad der kommer til at ske til Stjerner i Natten? Så er ventetiden forbi, for fra i dag kan du se det fulde program!
Vi har glædet os i lang tid på at kunne præsentere vores program og i dag er ventetiden slut!  Du kan nu se programmet og planlægge din helt personlige Stjerner i Natten rute, når vi den 23. maj 2025 mødes på Naturcenter Amager kl. 16.30-20.30! For de mindste vil der være teatershows af bl.a. Lone Wernblad og Blå Klimamonstre - de vil være at finde på trædækket foran Lærkereden. Desuden vil LEGEPATRULJEN igen gæste os med deres seje bevægelses-TIVOLI på Tarzanstien og ikke nok med det, så vil Tårnby Kommunes Center for Dagtilbud og Pædagogik byde op til kunst og science i Lærkereden. For de lidt større børn vil der være både mulighed for at besøge Amager Demons, Amager Ishockey Klub, Amager Orienteringsklub eller måske Capoeira ved den nye Dansescene, for at få et indblik i nogle af de seje sportsforeninger vi har i Tårnby. Skal tempoet lidt ned, vil det være en idé at gæste Tårnby Kreativ Klub, Kulturhuset Kastrup bio, Kastrupgårdsamlingen eller Børnebibliotekets aktiviteter, for her kan man lytte til historier eller udfordre sin indre kunstner.  Er man lidt mere til spas og løjer, så besøg Cirkus Aroma, for de ved om nogen hvordan man sætter gang i festen! Igen i år vil der være mulighed for at komme op i højderne hos Brandvæsnet, men som noget nyt har vi indført tidsrum for afhentning af billetter - du kan læse mere om tidsrummene her. Vi får besøg af Politiet, SSP og Natteravnene, som alle inviterer til en snak med både voksne og børn. I år har vi både en musik- OG dansescene og vi får besøg af unge talenter fra både Klub Tårnby, UngTårnby og Tårnby Musikskole og som noget helt nyt vil Tårnby Teater komme og fremvise en del af deres nye teaterstykke. Til Stjerner i Natten har vi også fokus på Miljøet og Naturen og det er ting som både Ildsjælene, Lokal Naturpark Guide, Tårnby Forsyning og Tårnby Naturskole hjælper med at lære om. Vi kunne blive ved, men faktisk, så synes vi bare at I selv skal gå på opdagelse i vores program og at I skal komme og opleve aktiviteterne selv. Vi glæder os til at byde jer velkommen om små tre ugers tid.